I FamilieFOKUS prioriterer vi vidensarbejde, og vi har derfor fokus på at arrangere og deltage i relevante temadage, konferencer og faglige netværk.

Tema- og netværksdage i FamilieFOKUS

Vi afholder årlige tema- og netværksdage for fagpersoner, der arbejder med palliation til børn, unge og deres familier eller blot ønsker at vide mere om området. Her kan kommuner, sygehusafdelinger og andre aktører få indsigt i vores erfaringer med indsatser til familierne, oplæg om den nyeste viden og dele erfaringer med andre. 

Vidensarbejde og deltagelse i faglige netværk

FamilieFOKUS sidder med i Forum for pædiatrisk palliation i Danmark og har gennem faglige organisationer siddet med i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe og budt ind med viden og erfaring til de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen publicerede i efteråret 2018.

Vi arbejder desuden systematisk med evaluering af vores indsats for at skabe mere viden om effekterne af vores indsats. Vil du gerne vide mere om evaluerings- og vidensarbejdet i FamilieFOKUS? Kontakt koordinator Hilde Skrudland på tlf. 40409373.

Den tværfaglig indsats i FamilieFOKUS

Både i WHO's definition af palliation til børn og unge samt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger er der fokus på, at palliation fordrer en tværfaglig indsats. I FamilieFOKUS udarbejder vi altid en tværfaglig vurdering af barnets og familiens behov, vi inddrager barnet og familien i tilrettelæggelsen af indsatsen, og forløbene tilrettelægges og foregår altid tværfagligt i samarbejde mellem forskellige relevante faggrupper.

Fagligheden i FamilieFOKUS

Den faglige indsats, der iværksættes i de tre tilbud, består af forskellige, dokumenterede tilgange og metoder. Vi anvender vidensbaserede metoder og tilgange i praksis, som er baseret på en faglig vurdering af, hvilke indsatser, der virker bedst til hvilke familier. 

Habilitering og rehabilitering 

I FamilieFOKUS arbejder vi både habiliterende  og rehabiliterende afhængigt af det enkelte barns og familiens situation og prognose. Både den habiliterende og rehabiliterende indsats baseres ligesom den palliative indsats på en helhedsopfattelse af barnets og familiens situation, og har til formål at fremme bedst mulig kropsfunktion, indlæring, selvstændighed og selvtillid samt medvirke til barnets/den unges aktive, sociale deltagelse. 

Habilitering betyder at ”udvikle nye evner” og har til formål at støtte udviklingen hos et barn med en medfødt eller tidligt erhvervet lidelse.
Habilitering adskiller sig fra rehabilitering ved, at barnet ikke har tidligere funktion at referere til, sådan som den voksne med en erhvervet lidelse har.

Foto af en stjerne


Læs casebeskrivelser 
Familieophold: https://ipaper.ipapercms.dk/RM/IKH/familiefokus/fokus-paa-dig-selv-giver-overskud-til-familien/

Hjemmeforløb: https://ipaper.ipapercms.dk/RM/IKH/familiefokus/vi-fik-hjaelp-til-at-genfinde-hverdagsglaeden-da-det-hele-var-kaos/

Familiekursus: https://ipaper.ipapercms.dk/RM/IKH/familiefokus/sygdom-er-noget-vi-taler-om-ogsaa-med-lillesoester/

Billede af musikterapeut Hilde Skrudland

Vil du i kontakt med os?
Ring til Hilde Skrudland.
Tlf 40 40 93 73

Er du fagperson kan du skrive til os på sikker mail:Familie-fokus@rm.dk